|
|
Seneste budskaber
Må det nye år føre til fødslen af et nyt individ og et nyt samfund
Nytår, søndag, 00.10, 1 januar 2012 – Amritapuri
“Må vores og alle andre skabningers liv blive gennemstrømmet af godhed. Sådan lyder Ammas bøn i dagens anledning. Må den guddommelige kraft til at skabe positiv forandring - både for os selv og for verden - vågne i Ammas børn. Amma beder for, at dette nytår vil føre til fødslen af et nyt individ og et nyt samfund.”
“Nytåret er et øjeblik, der lover godt for fremtiden. Folk prøver at rette alle de fejl, de har begået i det forgangne år, og forsøger at overvinde deres dovenskab. Der opstår interesse og entusiasme for en ny begyndelse. Mange laver nytårsforsæt. De prøver at grundlægge nye vaner. Mange begynder at føre dagbog. Men hvis vi kigger i dagbogen seks måneder senere, ser vi, at der kun er optegnelser for de første to uger - højst tre måneder. Det er et mønster, vi genfinder i mange menneskers liv. Vi evner ikke at fortsætte med de gode ting, vi sætter i gang. En vedvarende indsats bliver altid værdsat. F.eks. bliver folk, der har gjort tjeneste i hæren eller enhver anden organisation i mange år, altid æret af denne organisation. Men vi holder ikke fast i vores gode handlinger og løfter. Mange begynder at dyrke yoga, men to-tre dage senere holder de op. Mange børn begynder at meditere, men efter et par måneder stopper de.”
“Vi bør ikke tøve med at gøre gode gerninger. Vores sind forandrer sig hele tiden. Vi har brug for konstant opmærksomhed og en bevidst indsats for at tale pænt, opføre os godt og udvise tålmodighed og medfølelse. En sådan opførsel bliver langsomt til vaner, som hen ad vejen bliver spontane. Sådanne vaner giver succes i livet.”
“Mennesket har fået total frihed til at skrive, hvad det vil, på livets sider. Gud har givet os papir og blyant, men Han vil aldrig diktere, hvad vi skal skrive. Han vil kun vise os, hvordan man skriver. Han giver os altid antydninger, men i sidste ende er det op til os selv, hvad vi skriver på livets sider. Den frihed har vi. Hvis vi ønsker det, kan vi skrive breve, der er fulde af godhed, kærlighed og skønhed. Vi kan også skrive breve, der er fulde af ondt had og rædsel. Gud giver os til stadighed antydninger omkring de respektive resultater af godt og ondt. I løbet af 2011 har menneskeheden fået mange af den slags antydninger.”

“Naturkatastrofer, sociale konflikter og økonomiske kriser ødelægger utallige menneskers søvn verden over. Frygt og angst plager menneskeheden med stadig større intensitet hver dag. På grund af menneskehedens hensynsløse opførsel har Naturen mistet sin harmoni. Luften, vandet og jorden er fyldt med gift. Naturen - der engang var som en kamadhenu, den ønskeopfyldende ko - er løbet tør. Olieressourcerne svinder hastigt ind. Fødevareforsyningen formindskes. Drikkevand og ren luft er ved at blive sjældenheder. Hvor gik det galt? Den virkelige fejltagelse, vi har begået, ligger i vores manglende evne til at skelne mellem fornødenheder og luksus.”
“Hvis den nuværende generation kunne genindføre opmærksomheden på Dharma, ville fattigdom og sult forsvinde som en ond drøm.”
“Nytåret minder os om tidens strømmen. Ligesom vand, der dråbe for dråbe drypper ud af et revnet kar, formindskes også vores levetid minut for minut. For mennesket er tid den mest værdifulde skat i verden. Alt, hvad vi mister, kan findes igen - undtagen tid. Fordi vi forstår det, bør vi leve hvert øjeblik med opmærksomhed. Vi bør også huske, at hvert eneste tik på uret i virkeligheden er et af de skridt, som Døden tager på sin stadig kortere vej hen imod os.”
“Hvad vi end ser, hører eller oplever i denne verden er flygtigt. Vi er nødt til at finde det evige grundlag for alt, som er Atma. Så vil vi forstå, at der ikke er nogen i denne verden, der adskiller sig fra os.”
“Uanset om vi græder eller ler, vil tiden gå. Så hvorfor har vi ikke valgt at le? Latter er sjælens musik. Vi bør ikke le ad andres fejl. Lad os se det gode i alle og dele gode tanker, ord og gerninger. Lad os også prøve at le over vores egne fejl og mangler.”
“Mange af Ammas børn fortæller hende, at verden vil gå under i 2012. Amma føler ikke, at det vil ske. Der vil måske indtræffe ubehagelige begivenheder i nogle dele af verden. Hvis vi ser på jorden, på vandet, på luften, på Naturen, på menneskene, kan vi konstatere, at alt er i en tilstand af oprør. Denne uro må nødvendigvis give genlyd som torden et eller andet sted i verden og i en eller anden form. Men døden er en uundgåelig del af livet. Den kan indtræffe når som helst og hvor som helst. Og ligesom vi går i gang med at skrive en ny sætning efter at have sat punktum, så markerer slutningen på ét liv bare begyndelsen på et nyt. Vi bør ikke leve i frygt. I stedet skal vi dyrke en accepterende holdning. Vores holdning bør være: “Uanset hvad der sker, vil jeg forblive stærk, modig og lykkelig.” At leve i frygt er som at ligge oven på en bombe. Vi vil aldrig kunne sove trygt. Men igen: Amma ser ikke noget rigtig alvorligt ske. Der finder hele tiden tragedier sted rundt omkring i verden. Ser vi måske ikke ulykker, når vi rejser - selv i dag? Hører vi ikke om flystyrt? Oversvømmelser, jordskælv, cykloner og tsunamier indtræffer med jævne mellemrum. Hvor vi end er, så lad os være lykkelige og udvikle tillid og tro på det Sande Selv. Lad os gøre gode gerninger.”
“Orme bliver født, formerer sig og dør. Dyr gør det samme. Hvis menneskene også lever sådan, hvad er så forskellen på os og de andre skabninger? Hvilken besked har vi til verden? Igennem deres uselviske gerninger lever mahatmaer evigt. Selv hvis vi ikke er i stand til at bidrage lige så meget som dem, så lad os i det mindste forsøge at se, hvad vi kan gøre for andre. Selv hvis der kun kan gro ét træ i ørkenen, så skaber det da i det mindste den smule skygge. Hvis kun én blomst kan blomste, så er der da den smule skønhed. Vi kan måske ikke læse til lyset fra en nul-watts pære, men når flere af den slags pærer lyser sammen, kan vi se ordentligt. På samme måde kan vi opnå utrolig meget gennem enhed. Verden er som en sø, der ikke kan renses af kun én person. Men hvis alle tager en tørn, kan vi rense den sammen. Lad os ikke være dovne. Lad os prøve at gøre, hvad vi kan. På den måde vil vi bestemt opnå, hvad vi har brug for.”
“Ligesom enhver anden beslutning er lykke også en beslutning - en fast beslutning om at “Hvad end der sker, så vil jeg være lykkelig. Jeg vil være stærk. Jeg er aldrig alene. Paramatman (det højeste selv) er altid med mig.” Må mine børn have den fornødne mentale styrke, entusiasme og selvtillid. Må den guddommelige nåde være der for alle mine børn.”
Uddrag af Amma, Sri Mata Amritanandamayi Devi's nytårstale 2012
|

|