![]() |
|||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||
|
Ammas tidlige årAmma blev født i en afsidesliggende by ved kysten i Kerala i det sydlige Indien. Hun siger, at hun altid har vidst, at der var en højere virkelighed bag den omskiftelige verden af navne og former. Selv som barn viste Amma kærlighed og medfølelse til alle. Amma siger: »En ubrudt strøm af kærlighed flyder fra Amma til alle væsener i universet. Det er Ammas iboende natur«. Om sine tidlige år siger Amma: »Helt fra barndommen undrede Amma sig over, hvorfor folk må lide. Hvorfor er de fattige? Hvorfor sulter de? Et eksempel: Der hvor Amma voksede op, er indbyggerne fiskere. Det sker, at de tager ud for at fiske, men ikke fanger noget. Derfor må de fra tid til anden klare sig uden mad - nogle gange i flere dage. Amma kom meget tæt på disse landsbyboere og fik ofte lejlighed til at lære noget om verdens natur ved at iagttage deres liv og vanskeligheder«. »Amma udførte alt husholdningsarbejdet. En af opgaverne var at fodre familiens mange køer og geder, og for at gøre det måtte hun hver dag gå rundt til 30-40 huse i nabolaget for at samle tapiokaskræller og andre rester. Når hun besøgte disse huse, så hun altid, at beboerne led - nogle gange på grund af alderdom, nogle gange på grund af fattigdom, nogle gange på grund af sygdom ... Derfor lyttede Amma til deres problemer. Hun sad hos dem og delte deres lidelse. Nogle gange bad hun også for dem«. Så snart hun havde tid, tog Amma disse mennesker med til sine forældres hus. Her gav hun dem et varmt bad og noget at spise. Engang imellem stjal hun endda ting fra sit eget hus for at give dem til de sultende familier. »Amma lagde mærke til, at mens børn er små og afhængige af deres forældre, beder de til, at deres forældre må leve længe og ikke blive syge. Men når de samme børn vokser op, føler de deres forældre - som nu er gamle - som en byrde. De tænker: 'Hvorfor skal jeg arbejde så meget for mine forældre?' At give dem mad, vaske deres tøj og give dem omsorg bliver en byrde for de samme børn, som tidligere bad til, at deres forældre ville leve længe. Så Amma undrede sig: 'Hvorfor er der så mange modsætninger i verden? Hvorfor er der ingen virkelig kærlighed. Hvad er den sande grund til al denne lidelse, og hvad er løsningen?'«. »Helt fra sin tidlige barndom vidste Amma, at kun Gud - Selvet, den Højeste Kraft - er Sandheden, og at verden ikke er den absolutte virkelighed. Derfor var hun i lange perioder nedsunket i dyb meditation. Ammas forældre og familie forstod ikke, hvad der foregik. I uvidenhed begyndte de at skælde hende ud og modsætte sig hendes spirituelle praksis«. Men Amma var fordybet i sin egen verden, totalt uberørt af sin families kritik og straf. På den tid måtte Amma tilbringe dag og nat udenfor under åben himmel og undvære mad og søvn. Amma siger: »Under meditation og hele dagen igennem ledte Amma efter kilden til al den sorg og lidelse, hun så omkring sig. På et tidspunkt følte hun, at menneskehedens lidelse skyldtes folks karma, at den var frugt af tidligere handlinger. Men Amma var ikke tilfreds og gik dybere. Så kom svaret indefra: 'Hvis det er deres karma at lide, er det så ikke din dharma at hjælpe dem?' Hvis nogen falder i et dybt hul, er det så rigtigt bare at gå forbi og sige 'Åh, det er deres karma at lide sådan'? Nej, det er vores pligt at hjælpe dem med at klatre op«. »Idet hun oplevede enhed med hele skabelsen, erkendte Amma, at formålet med hendes liv var at opløfte den lidende menneskehed. Det var på det tidspunkt, at Amma påbegyndte sin spirituelle mission - at sprede budskabet om Sandhed, kærlighed og medfølelse i hele verden - ved at modtage alle og enhver«. I dag bruger Amma det meste af året på at rejse rundt i Indien og verden for at opløfte den lidende menneskehed med sine ord og trøstende omfavnelser. Hendes ashram er hjem for 3.000 mennesker, og flere tusind fra Indien og hele verden besøger den hver dag. Både ashrammens beboere og dens gæster bliver inspireret af Ammas eksempel og dedikerer sig selv til at tjene verden. Gennem Ammas vidtstrakte netværk af velgørende projekter bygger de huse til de hjemløse, giver pensioner til de fattige og skaffer lægehjælp til de syge. Utallige mennesker fra hele verden bidrager til denne kærlige indsats. »Når alt kommer til alt«, siger Amma, »er kærlighed den eneste medicin, der kan læge verdens sår. Det er kærligheden, der binder alting i universet sammen. Når bevidstheden om det vågner i os, vil al disharmoni høre op. Kun varig fred vil herske«.
|
![]() ![]() |
|||||||||||||||
Copyright © 2012 Amma-Danmark | Juridiske forhold |
|||||||||||||||||